Del siden

Bremsen blev trukket

Vi var tæt på salgssignalet sidste uge, men det skete aldrig. Det stigende potentiale er dog intakt, så hold godt øje med et evt salgssignal.

Sidste uge sluttede med et regulært vinterudsalg på kornbørserne, hvor den ene salgsordre satte den anden i gang og udløste en række stop loss ordrer, der blev aktiveret og sendt i markedet. Denne uge startede stille, men handler nu ganske fornuftigt i plus.

Hård opbremsning
Rusland lægger 1. marts en eksporttold på 50 EUR pr ton, og den melding stoppede prisfaldet. Desuden melder Ukraine om et loft på 24 mio tons majs til eksport. Det er især godt nyt for kornprisen i Europa og Danmark, for det åbner for eksport ud af EU til de nordafrikanske lande bla Algeriet. Her har russerne og ukrainerne normalt solgt enorme mængder, men må altså nu trække sig. Deres priser er simpelthen blevet for høje.

Fortsat stigende potentiale
Det er stadig alt for tidligt at slå fast, at prisen så vil stige herfra og gå over den seneste top, men potentialet er intakt på ugebasis. Alene på den baggrund kan vi forestille os, at kornprisen kommer op endnu en gang.

I Danmark har prisfaldene slået mest igennem øst for Storebælt, fordi alt korn her eksporteres. Hvorimod en høj andel i det jyske og fynske går til foderfabrikkerne, når vi taler om foderkorn.

Anbefaling kornsælger
Prisen for høst 2021 er i et niveau, hvor vi finder det attraktivt at sælge. Så hold øje med et muligt salgssignal.

Høst 2020 korn
Vi har solgt 100 % foderhvede til en gennemsnitspris på 127 DKK og foderbyg til en gennemsnitspris på 117 DKK pr 100 kg basis 2 % urenheder. Det svarer til 131-133 DKK for hvede og 120-122 DKK for byg fra firmaer, der trækker urenheder fra bunden. Prisen er afhentet, og betingelser for afhentning aftales individuelt. Øst for Storebælt skal trækkes 3-5 DKK for første to signaler, men ikke for signalerne fra 3. april og 23. oktober, hvor der var samme pris øst og vest for Storebælt.

Høst 2020 maltbyg
Vi har solgt 100 % maltbyg høst 2020 til en gennemsnitspris på 131-133 DKK pr 100 kg.

Anbefaling kornkøber
Vi har købt korn frem til høst 2021 til 115-118 DKK for byg og 137-139 DKK for hvede med månedstillæg på 1 DKK pr 1. oktober 2020.

Anbefaling foderkøber
Vi har købt færdigfoder (færdigfoder svin, fjerkræ og slagtekalve samt lavproteinblandinger til malkekøer) til høst 2021.