Del siden

Siloen sparer tid og penge

Svineproducent Niels Blem Sørensen er især glad for at spare tid på indkøb af foderkorn, efter han med en ny silo har kapacitet til at lagre korn til et helt års forbrug.

- Jeg jagter ikke den sidste femmer, når jeg forhandler pris med mine naboer. Jeg sætter pris på at vide, jeg får en god kvalitet.

Niels Blem Sørensen har brug for masser af foderkorn, efter han i 2018 gik over til full line produktion i sit svinebrug. Tidligere skulle han fodre 575 søer. Oveni kommer i dag godt 20.000 slagtesvin på årsbasis.

- Jeg har fået et stort kornbehov, og i starten brugte jeg for meget tid på at flytte rundt på ting. I vinter måtte jeg flere gange flytte korn mellem to lagre, og det koster tid og penge hver gang, forklarer svineproducenten fra Jordrup i Sydøstjylland.

For at undgå det ekstra tidsforbrug – og de ekstra ærgrelser – har han valgt at fokusere på AgroMarkets’ råd om at købe korn i høst. Det fik ham til at opføre en ny, topmoderne silo med kapacitet til 1.400 tons, som giver ham mulighed for at opgradere sit kornindtag i denne sæson.

- Det kræver noget likviditet at få så meget ekstra kapacitet, men på lang sigt er jeg sikker på, det betaler sig selv at have foder på lager, siger Niels Blem Sørensen.

Foretrækker den fysiske vare
Svineproducenten har de seneste to år haft en handelsstrategi med AgroMarkets. Han er glad for kompetent sparring, når han køber soja, gødning, diesel og kemi.

- Men jeg er ikke gået ind i futures og den slags. Jeg foretrækker den fysiske vare. Det er det, jeg selv har forstand på, forklarer Niels Blem.


Niels Blem Søren (tv) og Henrik Mulvad Madsen fra AgroMarkets

Det er grunden til, at han har bygget ny silo, som har næsten fordoblet hans kapacitet fra 1.600 til 3.000 t. Dertil har han yderligere plads til 1.000 t på forpagtet ejendom. I alt 4.000 t, som er årsforbruget på Stenbrogaard.

- Det ligger helt i tråd med AgroMarkets’ anbefalinger, når Niels køber mest muligt korn i høst, som han kan have på lager. På længere sigt kan det finansiere hans investering i den nye silo, understreger hans rådgiver hos AgroMarkets Henrik Mulvad Madsen.

Afregner kg til kg
Niels Blem Sørensen dyrker selv korn på 380 ha, og han har aftale om 100 ha fra roden hos en nabo. Desuden køber han korn af en anden nabo, hvor han har handlet i flere år og er meget tilfreds med kvaliteten.

- Jeg afregner altid kg til kg uden tillæg, når jeg handler med naboer. Det kan betale sig for begge parter, og jeg sætter prisen efter det lokale niveau. Jeg ville da gerne afregne efter sjællandske priser, men jeg vil også gerne være venner med en dygtig nabo, så han foretrækker at handle med mig næste år også. Så længe prisen ligger inden for rammerne i strategien, er det ok, siger Niels Blem Sørensen.

Hans rådgiver nikker bekræftende.

- Korn og soja er jo de to største poster på budgettet hos en svineproducent, så det er vigtigt at handle godt. Med god planlægning og strategisk rådgivning handler du godt, og så kan du koncentrere kræfterne om at udvikle andre dele af produktionen, siger Henrik Mulvad Madsen.

Niels Blem Sørensen har drevet svineproduktion på Stenbrogaard siden 2002.